Der er ingen tvivl om, at dette er meget sigende for den moderne vestlige verden, men samtidig fornemmer man også at denne bog henvender sig til et nordamerikansk publikum. Men på trods af det, er det personligt en af de bøger der på det seneste har gjort størst indtryk. Jeg må indrømme at jeg flere gange undervejs, blev nødt til at ligge bogen fra mig, for at få et puste rum. Men bogen er super relevant for alle som arbejder med de grønne områder herunder landskabsarkitekter. Det er yderst sjældent at nogen tager etik op i denne kontekst, man mindes tilbage til den norske filosof Arne Næss og dybdeøkologien. Ligeværdigheden mellem mennesker og natur er også en grundlæggende tanke for Benjamin Vogt.

Benjamin Vogt er fortaler for, hvad man på engelsk vil kalde ”nativism”.  Vi bør altså ikke indføre en masse eksotiske planter og dermed ødelægger de naturlige økosystemer. Hele bogen underbygger denne tese med forskellige mere eller mindre videnskabelige referencer. Og denne debat dukker af og til op i dansk kontekst, men forsvinder ofte hurtigt igen. I Nord Amerika er det noget andet og selv her kommer også uventede indspark til debatten, som da det blev diskuteret om den danske landskabsarkitekt Jens Jensen’s (1860-1951) navn skulle fjernes fra Highland park i Illinois, US, på grund af hans brug af hjemmehørende planter kombineret med hans menneskesyn.

Jeg kan på det varmest anbefale at læse bogen, også selvom man ikke behøver være enig i bogens meget ensidig synspunkt på hjemmehørende arter. Jeg vil slutte af med dette fantastiske citat fra bogen:

”Viewing a garden from distance is akin to holding a book without reading the words. At best the perceptions is smearing of color, a global sense of forms and textures, or the essence of a faint smell an the hint of movement between the blooms. Gardens should be experienced so close you risk getting stung or bitten, or contracting an itch that no cream will sooth.”